Ghana-samarbejde under udvikling

Der stod blandt andet innovation og social entreprenørskab på skemaet, da Rungsted Gymnasium i denne uge havde besøg af rektor og en engelsklærer fra deres partnerskole i Ghana. Skolen, Kumasi Girls’ Senior High School, er en kostskole, der huser og giver undervisning til hele 2.500 piger. Også Rungsted Gymnasiums ghanesiske samarbejdspartner Ali Ibrahim fra organisationen Youth for Change var på besøg på gymnasiet i denne uge. Det er ham, der har stået for at etablere kontakt mellem de to skoler.

Globale Skolepartnerskaber besøgte Rungsted Gymnasium på en tirsdag, hvor de tre ghanesiske gæster deltog i 2x’s undervisning i Innovation. Som indledning til timen præsenterede Ibrahim organisationen Youth for Change som et eksempel på socialt entreprenørskab. Han har nemlig selv etableret organisationen, og det gjorde han dels med det formål at skabe job for sig selv og andre og dels for at hjælpe skolebørn i Ghana. Bagefter præsenterede 2x de idéer, de har udviklet i grupper, og som de skal videreudvikle med henblik på at lave en egentlig business plan. Idéerne handlede blandt andet om at anvende droneteknologi i landbruget til at luge i markerne, at begrænse madspild ved hjælp af en app, der kan finde opskrifter baseret på ens rester, og at genbruge plastik til at lave møbler. Idéerne blev kommenteret af de ghanesiske gæster, som kunne fortælle, at man i Ghana allerede arbejder på at genbruge plastik til for eksempel at lave tasker.

Gæster fra Ghana, internationale koordinatorer og rektor fra Rungsted Gymnasium (fra venstre): Ibrahim, Randi, Inger, Margaret, Mogens og Maggie.

Samarbejdet med skolen i Ghana er del af programmet RG Talent, hvor 18 elever og to lærere fra Rungsted Gymnasium i november begiver sig ud på en uges rundrejse i Ghana. Her skal de besøge partnerskolen og samarbejde med de ghanesiske elever, og de skal også til Accra og til kysten og se det gamle slavehandelsområde. Eleverne forbereder sig til turen i løbet af 5 torsdage aftner, hvor de lærer om Ghana.

Derudover har man på Rungsted Gymnasium planer om at tilbyde et egentligt to-ugers studieophold på partnerskolen i Ghana som del af programmet RG Abroad. Her vil 2-3 elever (piger) fra gymnasiet få mulighed for at følge undervisningen på Kumasi Girls’ Senior High School og blive indlogeret på skolens kostafdeling.


No Comments (yet)

Skriv en kommentar

Comments RSS Subscribe to the Comments RSS.

Globale Skolepartnerskaber - Fælledvej 12 - 2200 København N - (+45) 3011 4703 - info[at]globaleskolepartnerskaber.dk